Interview for Bastidende, blad udgivet af Dansk Kontrabasselskab, 2004
Interviewet af formanden Ture Damhus

"... Lyd... For mig er Lyden – sådan som jeg vil have den et sted i fremtiden – noget mellem Stuff Smith’s violin og Per Goldschmidts bariton sax (og så måske en lille smule af min egen kontrabas :).

Svage menneskesjæle, har jo tit brug for ikoner. For mig behøver de ikoner dog ikke at besidde overnaturlige egenskaber og være helbredende. De skal bare lyde godt. Og så kan man i øvrigt rydde op blandt ikonerne en gang imellem, for på forskellige tidspunkter har man brug for forskellige egenskaber og dyder. Blandt mine ikoner er så bl.a. Stuff Smith, Michal Urbaniak, Jean-Luc Ponty, Francois Rabbath, Lee Konitz, Chet Baker,  Billie Holliday. Jamen, hvorfor vil jeg tale jeg så meget om ”ikke-kontrabassister”?

Jo, Slam Stewart er en oplagt mulighed, og jeg har også lyttet en del til ham. Jeg kan godt lide hans lyd. Han er virkelig god – og det både teknisk og musikalsk. Det er bare ærgerligt han ikke har optaget mere, for mange af hans optagelser kan for mange lyde lidt for corny. Jeg holder meget at ham – dog mest de gamle optagelser fra 30’erne og 40’erne. Der har han en mere ren stil. De sidste optagelser f.eks. med Major Holly er meget sjove og humoristiske, men lidt for ensartede for min smag. Jeg glæder mig til at høre flere af Slam Stewarts optagelser. De er desværre ret svære at finde.

Når jeg siger Stuff Smith, så er det fordi der er mig bekendt ingen anden af jazz-strygere, der har den sammensætning af rå lyd med RIGTIG swingende ansats og frasering. Alle (eller måske næsten alle) andre kendte jazz-violinister kan ikke swinge helt som Stuff. Måske fordi de er klassisk skolede.. Jeg ved ikke hvorfor. I cover notes på en samling-CD som hedder noget med ”Violins in Jazz” har en kendt jazzkritiker (var det Joachim Berendt?) skrevet ”.. som konklusionen på denne dejlige CD er – violin kan alligevel ikke betragtes som en rigtig jazz instrument..”.  Jeg er enig med ham – men kun delvist. For vi har jo Stuff Smith. Og Michal Urbaniak, som også har haft Stuff som forbillede.

Kontrabas kan have den rigtige naturlige boom-lyd, en swingende ansats, lige som en saxofon, som jo er INSTRUMENTET for jazz. Teknikken for at fremskaffe den rigtige einsatz kan komme forskellige steder fra. For mig stammer den fra min egen eksperimenteren - godt hjulpet af Francois Rabbath’s erfaringer. Jeg har et system, hvor jeg efter at have fundet på et godt trick skriver en lille huskeseddel, som bliver placeret på et synligt sted, som f.eks. kontrabasdækket eller stolen. Blandt den slags gode huskesedler havde jeg f.eks.:
  • Lade være med at presse på buen,
  • Buens pres på strengen skal kun stamme fra dens egens vægt,
  • Fordele strøgene på hele buens længde,
  • Slappe fuldstændigt af i skuldrene,
  • Føre albuen op ved nedstrøg,
  • Stå ikke på tæer –fordele vægten på hele fodflade (som i afrikansk dans),
  • Lade være med at kigge på strengene
  • Koncentrere sig om lyden og musikken i stedet for
  • Prøve at spille med lukkede øjne) o.s.v.
Iøvrigt kan jeg varmt anbefale Barry Greens bog “The Inner Game of Music”. Han taler om oplevelsen af at spille musik, og hvordan den kan producere feedback til vores måde at spille på. En rigtig god bog for alle musikere og andre levende væsener. Og så er den fyldt med gode ideer til huskesedler..

Francois Rabbath’s CD med kontrabas teknik er, efter min mening, ret fantastisk. Jeg har desværre set Francois live kun en gang ved dennes klinik i København. Det var nok til at jeg umiddelbart fik lyst til at prøve at spille med fransk bue for at afprøve Francois ideer. Og jeg blev hængende på fransk. Det er fantastisk at se Francois demonstrere sin teknik – og det er jo næsten live. Og samtidigt er det jo meget godt, for her har man muligheden for at gense hver enkelt klip et antal gange indtil den er ”faset ind” – den mulighed er af
forståelige grunde ret begrænset i den rigtige live-udgave...

Når jeg taler om Francois, så er det på grund af hans revolutionerende teknik og hans musikalitet. Hans teknik er universal, hans musik er meget hans egen. Ikke for at lyde fræk, men for mig føles mange af Francois’ ting mere naturlige end man ellers er tilbøjelig til at tro. De fleste kontrabassister starter med andre bas skoler. Jeg spillede guitar før bassen. På bassen er jeg selvlæert og for mig var det naturligt at overføre guitar skalaer på kontrabas. Og som jazz guitarist over man en del skalapositioner, så de fleste af Francois
skalapositioner kendte jeg allerede. Og det tilfælde kan jo enhver form for skoling være en begrænsning. For den beskriver ”den rigtige måde”. Selvfølgelig skal man i mange tilfælde ud at opfinde en cykel. Bl.a. brugte jeg tommelfingeret før oktavpositionen og noget der ligner en Tortellier-pind for at mindske bassens vægt. Francois spurgte godt nok hvad det var for hjemmelavet noget min bas stod på. Og det er forståeligt nok, at han spurgte. Det lyder en smule surrealistisk, men faktisk står min bas på en del af et cykelstyr...

Iøvrigt, vil jeg slet ikke tilslutte mig diskussionen om tysk kontra fransk, for jeg tror ikke den har en dyb mening (paralleller til nationalisme/indvandrerdiskussionen?). Jeg er sikker på, at man kan spille godt på begge, og resten afhænger af ens personlige preferencer, smag o.s.v.

Jeg går engang imellem tilbage til min tysk bue som hænger på væggen (for sikkerhedens skyld?) for at sammenligne spillefornemmelsen. Begge mine buer er billige buer i ca. 1000 kr klassen. Jeg har også en bue nr. 3 (Når jeg ikke tager den bue i betragtningen så er det fordi den er ret tung og stiv og kan betragtes mest som kuriosum). Den stammer fra Rusland. Den har en lang historie og har en påtrykt tekst ”Pris: 2 Rubler” (?). Men det er, trods alt, den bue, som har, delvis, skyld i at jeg skiftede til fransk (delvis, for det er jo mest Francois skyld).

Frasering... Når jeg er utilfreds med den måde jeg spiller en bestemt linie på, prøver jeg at tænke – hvordan ville Lee Konitz, Warne Marsh, Chet Baker eller Billie Holliday synge denne linie? Og så prøver jeg at synge den et par gange. Bagefter prøver jeg at efterligne den med bue og vælge den rigtige frasering/ buestrøg. Den måde at gøre det på kan godt betale sig, for alle de licks kan bagefter genbruges. Når du en gang har den frasering på rygraden, vil du ikke have det samme problem igen, eller i hvert fald ikke helt det samme... Lee Konitz og Warne Marsh har en meget spændende og swingende frasering, dog på forskellige måder. Den Lee Konitz jeg synes swinger best er fra slutningen af 50’erne til midten af 70’erne. Så begyndte han efter min mening at spille mere ”new age”. Og hvordan behersker man sig selv for at nå en så meget afslappet tilstand (eller er det også omvendt?) – det ved jeg desværre ikke endnu. Konitz er i hvert fald en stor kunstner. "